Den nye lejelov er trådt i kraft – Hvilken betydning har det for dig, der udlejer et eller flere private lejemål?

Den nye lejelov, der trådte i kraft pr. 1. juli 2015, medførte en række ændringer, der kan få stor betydning for dig som udlejer. Er du helt opdateret på de nye regler? De nye regler finder anvendelse på lejekontrakter, der indgås efter 1. juli 2015.
 
I forbindelse med den nye lejelov har Ministeriet for by, bolig og landdistrikter udarbejdet en ny typeformular, der nu skal anvendes. Typeformularen er benævnt A, 9. udgave og kan hentes her. Den nye typeformular skal anvendes til alle lejekontrakter, der indgås efter den 1. juli 2015.

Ikke længere muligt at aftale nyistandsættelse ved fraflytning
Med den nye lejelov er det ikke længere muligt at kræve, at lejemålet skal afleveres nyistandsat ved fraflytning, selvom lejemålet ved indflytning ellers fremstod sådan. Lejers pligt til istandsættelse ved fraflytning kan alene svare til såkaldt ”normal istandsættelse”, der alene omfatter nødvendig hvidtning, maling og tapetsering, herunder også maling af ”træ og jern”, samt mellemslibning og lakering af gulve.

Trappelejeklausuler afskaffes
Det er ikke længere muligt at indgå aftaler om trappelejeklausuler i lejekontrakten. Trappelejeklausuler er karakteriseret ved, at huslejen stiger med et bestemt beløb årligt. Fremadrettet kan det i lejekontrakten alene aftales, at en sådan stigning reguleres én gang årligt efter det såkaldte nettoprisindeks, der udarbejdes af Danmarks Statistik. Der er tale om nogle nye regler, der kun gælder for visse typer af lejemål.
Har du som udlejer et lejemål, hvor huslejen er fastsat efter den omkostningsbestemte leje, kan det nu bestemmes, at lejen for en toårig periode løbende reguleres efter nettoprisindeks i stedet for efter reglerne om omkostningsbestemt husleje.

Obligatorisk ind- og fraflytningssyn
Såfremt du udlejer mere end et enkelt lejemål, skal du nu sammen med lejer foretage et fælles eftersyn både ved ind- og fraflytning af lejemålet, som lejer skal indkaldes til. I den forbindelse skal du som udlejer fremover udarbejde en indflytnings- og fraflytningsrapport, der skal afleveres til lejeren. Overholdes disse regler ikke, kan lejer ikke tilpligtes at betale for istandsættelse ved fraflytning.

Huslejenævnet kan fastsætte huslejen, hvis du kun udlejer et enkelt lejemål
Det er fremover muligt som udlejer, at kontakte Huslejenævnet i din kommune for at få en forhånds godkendelse vedrørende fastsættelse af huslejen. En forhåndsgodkendelse koster kr. 500,00 mod kr. 3.500,00 tidligere. Muligheden gælder alene for udlejere, som kun ejer én bolig, der påtænkes udlejet.

Lejemålet kan fremover opsiges med 1 års varsel, såfremt udlejer selv skal bebo lejemålet
Med den nye lejelov er der nu indført en generel mulighed for udlejere af ejerlejligheder og andelsboliger til at opsige lejemål med 1 års varsel, såfremt de selv ønsker at bebo lejemålet. Muligheden gælder for udlejere, der kun udlejer et enkelt lejemål. Tidligere var der som udgangspunktet ikke en sådan mulighed for udlejere.
Hos Advokatfirmaet Kühnel er lejeret et af vores kerneområder, og vi har mange års erfaring med at rådgive og føre sager omkring lejeretlige spørgsmål af enhver karakter.
 
For yderligere oplysninger kontakt venligst Martin Tang Pedersen.